Tips til cykelindstilling
Tommelfingerregler til indstilling af din racercykel!
Sadelhøjde
Skridtlængde måles ved at stå på et hårdt underlag med dine cykelsko på og fødderne ca. 15cm fra hinanden. Mål den lige linje fra gulvet til dit skridt (tryk med samme kraft som sadlen gør når du sidder på den). Sadelhøjden skal være skridtlængden x 0.883. Resultatet er din sadel højde, målt fra midten af krank aksel, langs sadelrøret, til toppen af sadlen.
Sadel
Sadelspidsen skal typisk være 5-10 cm bag kranken (5 cm er minimum!) og Lodlinjen fra knæets forside skal gå gennem centeret af pedalakslen, når pedalarmen er vandret. Sid komfortabelt i midten af sadlen, klik i pedalerne og sæt den ene pedalarm vandret. Hold en pind eller lignende på forsiden af din forreste knæskal. For de fleste ryttere bør pinden røre ved enden af pedalkarmen. Dette er kendt som den neutrale position. Sadlen skal i udgangspunktet være vandret, men nogle ryttere finder det mere komfortabelt med en lille nedadgående hældning på 1- 2 grader. Større hældning anbefales ikke, da man derved hele tiden skubbes let fremad og dermed sætter yderligere pres på hænder, håndled, arme og skuldre, ligesom det større pres på forhjulet vil forringe cyklens styreevne.
Styr
Styret skal sidde så der, når man sætter albuen på sadelen og strækker fingrene fremad, er 2-5 cm. til styrets bagside (kan justeres ved at skubbe sadelen frem/tilbage – i særlige tilfælde kan en frempind i en anden længde dog være nødvendig for at opnå den optimale position). Når du sidder på cyklen med hænderne placeret ovenpå bremsegrebene og albuerne en anelse bøjet, skal du kunne se fornavet lige bagved styret eller styret skal lige akkurat dække for fornavet. Styrbredden skal svare til skulderbredden, for at åbne dit bryst og forbedre din vejrtrækning.
Bremsegreb
Skal sidde i direkte forlængelse af styret eller evt. pege en anelse opad, således at flugtlinjen over styret og gennem hornene er ca. + 10-15mm.
Klamper
Klamperne skal justeres så indersiden af fodens bredeste sted flugter med pedalens akse og en lige linje langs fodens inderside skal være parallel med cyklen. Hvis du oplever ubehag såsom prikken, følelsesløshed eller en brændende fornemmelse på længere ture, så prøv at flytte klamperne længere bagud (op til en hel cm). Brug tid på at indstille klamper rigtigt, hvis de sidder forkert, får du ca. 10.000 skæve belastninger på en 2-timers træningstur.